Vedtægter
§ 1 Navn og hjemsted
Badelauget ved Snekkerstenen er stiftet den 17. juni 2025 og har hjemsted i Helsingør Kommune.
§ 2 Formål
Badelauget ved Snekkerstenen har til formål at etablere og drive en badebro på det kommunale strandstykke overfor Strandvejen 104 i Snekkersten og derved styrke fællesskabet samt skabe glæde for alle, der holder af at bade, både sommer og vinter.
§ 3 Medlemskab og kommunikation
Økonomiske midler til badebroens etablering, drift og vedligeholdelse kommer dels fra støtte fra relevante fonde og andre bidragsydere, dels fra medlemskontingenter og frivillige bidrag. Alle, der tilslutter sig foreningens formål, kan optages som medlem af Badelauget ved Snekkerstenen. Foreningens kommunikation med medlemmerne foregår primært via foreningens hjemmeside samt sociale medier, herunder Facebook-gruppen "Badelauget ved Snekkerstenen".
§ 4 Kontingent
For medlemskab af Badelauget ved Snekkerstenen betales et årligt kontingent. Kontingentets størrelse fastsættes af den ordinære generalforsamling. Kontingentet gælder for det kalenderår, hvori det er indbetalt. Medlemsbevis udgøres af bank- eller MobilePay-kvittering for den foretagne indbetaling. Ved fremvisning af gyldigt medlemsbevis har medlemmet stemmeret på generalforsamlingen.
§ 5 Regnskab
Badelaugets regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december. Bestyrelsen aflægger regnskab til godkendelse på den ordinære generalforsamling. Generalforsamlingen vælger en revisor, som gennemgår regnskabet og afgiver bemærkninger til generalforsamlingen.
§ 6 Bestyrelse
Badelauget ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Der vælges desuden 2 suppleanter. Alle vælges for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. På det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig selv med forperson, næstforperson og kasserer. Sker der afgang i årets løb, indtræder suppleanterne i den rækkefølge, de er valgt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Bestyrelsesbeslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er forpersonens stemme afgørende. Kassereren forestår bogføring og fremlægger regnskabet på den ordinære generalforsamling. Foreningens midler anbringes i et pengeinstitut valgt af bestyrelsen. Revisoren har ret til til enhver tid at gennemgå foreningens regnskaber og beholdninger.
§ 7 Tegningsret
Badelauget ved Snekkerstenen tegnes af forpersonen sammen med et andet bestyrelsesmedlem eller af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening. Bestyrelsen træffer aftaler om etablering, drift og vedligeholdelse af badebroen.
§ 8 Ordinær generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af juni måned. Indkaldelse sker med mindst 2 ugers varsel via opslag på foreningens hjemmeside og i Facebook-gruppen. Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
Dagsordenen skal mindst omfatte:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Behandling af budget, herunder fastsættelse af kontingent
6. Valg af:
a. 5 bestyrelsesmedlemmer
b. 2 suppleanter
c. Revisor
Ved afstemninger gælder almindeligt stemmeflertal.
§ 9 Opløsning
Til vedtagelse af Badelaugets opløsning kræves, at mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, men opnår forslaget 3/4 flertal blandt de fremmødte, indkaldes inden 3 uger til en ny generalforsamling med mindst 2 ugers varsel. På den anden generalforsamling afgøres forslaget ved almindeligt stemmeflertal. Den opløsende generalforsamling træffer beslutning om anvendelsen af foreningens eventuelle formue og aktiver i overensstemmelse med foreningens formål.
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning fra bestyrelsen eller efter skriftlig begæring fra mindst 30 % af de stemmeberettigede medlemmer. Begæringen skal indeholde en angivelse af de forhold, der ønskes behandlet. Bestyrelsen skal senest 2 uger efter modtagelsen af begæringen indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 2 ugers varsel via foreningens hjemmeside og Facebook-gruppen.
§ 11 Ordensreglement
Området omkring badebroen er offentligt tilgængeligt og reguleres af gældende lovgivning samt Helsingør Kommunes til enhver tid gældende regler for brug af offentlige arealer. Bestyrelsen kan, hvis den finder det hensigtsmæssigt, udarbejde og offentliggøre et ordensreglement med anbefalinger og henstillinger til brugerne af badebroen med henblik på at fremme sikkerhed, trivsel, hensynsfuld adfærd og god orden. Et sådant ordensreglement skal betragtes som vejledende anbefalinger til brugerne og indebærer ikke selvstændige beføjelser for foreningen til at håndhæve regler eller sanktionere overtrædelser.
§ 12 Ansvar
Brug af badebroen sker på eget ansvar. Foreningen hæfter alene i det omfang, det følger af dansk rets almindelige regler. Bestyrelsen og foreningens medlemmer kan ikke gøres personligt ansvarlige for skader eller uheld, der måtte opstå i forbindelse med brug af badebroen, medmindre ansvaret følger af ufravigelig lovgivning.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling for Badelauget ved Snekkerstenen den 18. juni 2026.
Dirigent .....................................................................................................
Forperson ..................................................................................................
Foreningens økonomi
Ordnær Generalforsamling 2026
Ordinær Generalforsamling d. 18. juni 2026
Tilstede fra bestyrelsen:
Anders Christian Larsen-Ross, anders.larsenross@gmail.com
Ove Jensen, ojensen56@gmail.com
Lisa Møller Jørgensen, givendesamtale@gmail.com
Per Larsen, p.larsen@ymail.com
Thorbjørn Kiil Brekke, thor.brekke@hotmail.com
Der blev budt velkommen til de fremmødte.
Herunder følger Foreningen Badelauget ved Snekkerstenens vedtægter §8 om ordinær generalforsamling.
§ 8 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af juni måned. Indkaldelse sker med mindst 2 ugers varsel ved e-mail til medlemmerne. Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
Dagsordenen skal mindst omfatte:
1 Valg af dirigent
2 Aflæggelse af bestyrelsens beretning og generalforsamlingens godkendelse heraf
3 Aflæggelse og godkendelse af regnskab
4 Behandling af fremsatte forslag
5 Behandling af budget, herunder fastsættelse af medlemskontingent for det kommende år.
6 Valg til bestyrelsen,
a. forperson
b. kasser
c. bestyrelsesmedlemmer
d. suppleanterne
e. revisorer
Ved afstemninger gælder almindeligt stemmeflertal.
ad. pkt. 1.
Det konstateredes at ingen blandt de fremmødte ønskede at agere dirigent. Det blev derfor besluttet, at generalforsamlingen skulle fortsætte uden ekstern dirigent; Anders overtog derefter hvervet.
Det konstateres at der er indkaldt til GF i korrekt tid før (4 juni 2026). Det bemærkedes dog at indkaldelsen ikke blev sendt på email til medlemmerne af foreningen, men kun på Facebook. Foreningen råder desværre ikke over en komplet email liste for medlemmer.
Ad pkt. 2.
Lisa gennemgik badebroens og foreningens historik
Helsingør kommunes lukning af trappen og senere fjernelse.
Lokale borgere tager "sagen" op og starter det, der senere blev til Foreningen Badelauget ved Snekkerstenen.
For at søge fonde stiftedes foreningen i april måned 2024.
En lokal borger bekostede reparation af betontrappen, så den igen kunne benyttes når der kom en egentlig badebro.
Lisa fortalte at nu hvor broen er en realitet kommer den nye bestyrelses arbejde til at ændre sig fra skulle anlægge og til at drifte istedet. Derved kommer det årlige kontingent til at gå til egentlig vedligehold af trappe, gelænder og bro
Medlemsantal i Foreningen er nu 194 og i Facebook gruppen 357
Ad pkt. 3. og 5.
Anders gennemgik regnskabet. Foreningens regnskab og budget kan ses på hjemmesiden www.snekkerstenen.dk under fanen FORENINGEN
Ove som revisor godkendte regnskab og budget, ligeledes godkendt af forsamlingen.
Der mangler fortsat et beløb for at få budget 2026 til at balancere. Der er derfor stadig et stykke arbejde at gøre for at få kontingenter fra medlemmer og også skaffe sponsorer.
Vi fortsætter med et kontingent på 100 kr pr. person. Og det pointeres at det er frivilligt.
Den nye bestyrelses opgave bliver at drive og ikke etablere.
Ad pkt. 4.
Bestyrelsen fremsatte et forslag til nye vedtægter. De nye vedtægter kan ses på hjemmesiden www.snekkerstenen.dk under fanen FORENINGEN.
Anders gennemgik de vigtigste ændringspunkter. De nye vedtægter blev herefter vedtaget og generalforsamlingen fortsatte med dagsorden fra de nye vedtægter.
Ad pkt. 6. (ny dagsorden)
Hele den gamle bestyrelse var på valg, men alle modtog genvalg.
Valg af:
a. 5 bestyrelsesmedlemmer
Eftersom ingen af de fremmødte stillede op til valg, fortsætter den tidligere bestyrelse.
b. 2 suppleanter
En ikke-fremmødt havde tilkendegivet et ønske om at stille op til valg i bestyrelsen. Vedkommende blev valgt som suppleant
c. Revisor
Her faldt valget på en af de fremmødte.
Bestyrelsen:
Anders Christian Larsen-Ross
Ove Jensen
Lisa Møller Jørgensen
Per Larsen
Thorbjørn Kiil Brekke
Suppleant:
Lisa Kjær
Revisor:
Anette Prüsse Jensen
Den ordinære generalforsamling var herefter afsluttet.
Efterfølgende snak
Anette spørger ind til hvordan skal bestyrelsen forholde sig til hvis kasserer og formand forlader foreningen i samme år?
Det umiddelbare svar var, at her træder suppleanten ind, men at det naturligvis er uhensigtsmæssig hvis begge ressourcer forsvinder på samme tid. Det må tiden vise.
Der blev snakket om hvordan vi dels får fat i nye medlemmer der betaler kontingent og dels hvordan vi så fastholder dem som betalende?
Flyers, besked direkte i mailboks, skilte ved broen?